Om mig

Maleriet er for mig udfordring på udfordring — hele tiden prøve nye metoder, det er nærmest et detektivarbejde at nå derhen, hvor jeg gerne vil.

Autodidakt, dejligt fri for tyngende “kan/kan ikke”, men må arbejde ad omveje lidt for tit.

Processen er den vigtigste del — den spændende del — den besværlige del —den livgivende del.

Selvom jeg slider i tøjret, er og bliver jeg en uhelbredelig naturromantiker. Jeg holder af tilstanden mellem drøm og virkelighed, og netop der findes mine billeder som farvestærke landskabelige abstraktioner med en motivverden påvirket af fjeld og klippe fra Island, Færøerne og Bornholm, hvor min base jo er.

Født 1940 — Odense
har arbejdet med porcelænsmaling — billedvævning — lysfremstilling —strik- og filtdesign — billedmageri (maleri og foto).

Udvalgte udstillinger:

  • Efterårsudstillingen, Nexø 2002 – 2013
  • Bornholms Museum 2002
  • Sct. Ibs Kirke (filtede ikoner) 2004
  • Fjordhøj, Skælskør 2005
  • Karetmagergården, Hasle 2008 – 2005
  • Bornholms Kulturuge 2008 – 2005
  • Galleri Vang 2006 – 2009 og 2013
  • Galleri Arnagergård, Amager 2006 – 2013
  • Rådstuen, Sandvig 15.8. – 21.8.2009

Nyt:

Er fast repræsenteret på Galleri Arnagergård, Arnager

Aktuel udstilling:

Bornholms Forsyning A/S, Industrivej 1, 3700 Rønne

Her er ca. 35 nye og ældre malerier udstillet i reception, mødelokale, kantine, kontorer og gange. Henvend dig ved skranken, så kan du komme rundt og se en del.

Lørdag den 3. maj starter Svaneke Torv traditionen tro og jeg vil være med hele sommeren, når vejret tillader det, med håndfarvede filtede silketørklæder, striksjaler, spændende fotokort samt dybtrykte postkort af mine malerier. Svaneke Torv er et meget hyggeligt sted med kunsthåndværk, glade mennesker og musik.

Sidste nyt: Igen i år 2014 har jeg fået mulighed for at udstille i Galleri Vang. Et meget smukt rum i det gamle stenhuggeri lige ned til vandet. De seneste billeder er en del forskellige fra de tidligere. Min fascination af pinholefoto er smittet af på mit maleri. At fravælge detaljen, nedtone motivet så farven alene sætter stemningen, hvad enten den er diset eller skarp-det er som at finde nøglen til følelsernes skatkammer. Som noget nyt er også små akrylmalede billeder på håndgjort papir med et næsten ikonisk udtryk. Og resultatet – ja, det må du selv bedømme. Udstillingen er åben fra 22-28 juni kl. 10-17. Jeg skal lige nævne at jeg har inviteret Karen Dam til at udstille et par af hendes store håndvævede gulvtæpper. Jeg tror vi vil “klæde hinanden”.